I januar 2022 faldt jeg tilfældigt over en artikel om udbredelse af laktose intoleranse på verdensplan. I artiklen fremgik det, at 100% af Sydkoreanere, som jeg er halvt, har laktose intoleranse. Jeg blev derfor nysgerrig, og begyndte at google hvad symptomerne er på dette. Det vidste jeg nemlig ikke. Jeg kunne sætte flueben ved stort set samtlige symptomer.
Jeg tænkte over det et par dage, og besluttede mig så for at prøve at udskifte nogle af mine mælkeprodukter med laktosefri varianter. Det var lidt svært at skulle gøre, men jeg besluttede at se om det ville betyde noget.
Efter blot nogle få dage mærkede jeg allerede en forskel. Noget, som jeg i alle mine år har taget som min hverdag, forsvandt pludselig, eller i hvert fald ændrede sig. Og det blev kun bedre.
Jeg kontaktede min sydkoreanske mor og mine brødre, for at høre hvordan det var i forhold til dem. Vi har en hvid amerikansk far af Hollandsk afstamning. Ingen af mine brødre har problemerne, men min mor tåler heller ikke laktose.
I starten af februar var jeg så en tur ved lægen i anden sammenhæng. Jeg havde på forhånd spurgt, om det var muligt at kunne få taget en blodprøve for laktose intoleranse i samme forbindelse. Så det fik jeg gjort, og de tog også en blodprøve for gluten. Blodprøverne viste, at jeg var laktose intolerant, men ikke havde problemer med gluten, hvilket stemte godt overens med hvordan jeg selv oplevede det.
Mange danskere kan tåle en lille grad af laktose, men for mit vedkommende er det altså nada, zero, nul! Og det er temmelig ironisk, eftersom jeg er opvokset på en mælkegård.
En ny begyndelse er så begyndt, hvor jeg skal finde en vej til fødevarer uden laktose, og så i et land der nærmest bruger mælk og mælkeprodukter i nærmest A-L-T. Det har vist sig at være en stor udfordring. Især til de dage, hvor man har behovet for at kan gøre det let, og ikke orker at skal stå og lave al maden fra bunden. Jeg har kun en ganske lille fryser med to skuffer, hvoraf den ene nærmest kun er halv. Jeg har altså ikke rigtig plads til at følge de mange velmenende råd om at lave store portioner og fryse ned.
Mit formål med denne blog er, at vise nogle af de produkter jeg finder, som er laktosefri, og fortælle hvor man kan købe dem i håb om at hjælpe andre med at finde hurtigere vej igennem labyrinten med at finde laktosefri produkter.
Det er langt fra alt, som vil kunne erstattes med laktosefrie varianter, så der er også visse afsavn der må lides. Især når man er så laktose intolerant, som jeg er.
Kommentarer
Send en kommentar